Julie Lund Zafiri, erhvervspsykolog, indehaver af Konsulent - og psykologhuset Axia

Jeg brænder for at hjælpe virksomheder og organisationer med at skabe bæredygtig og værdibaseret forandring, hvor der er behov, så den enkelte medarbejder, organisationen og virksomheden som helhed kan udleve sine værdier, formål og bidrag bedst mulig - samtidig med at trivslen, meningsfuldheden og arbejdsglæden styrkes. Og det til glæde og gavn for både den enkelte medarbejder, virksomheden og dens kunder og den verden vi alle er en del af.

Jeg startede Konsulent- og psykologhuset axia i 2023 med visionen om at tilbyde værdibaserede og bæredygtige psykologfaglige ydelser, herunder tværfaglige konsulentydelser til virksomheder samt terapi til private. Jeg har en dansk/græsk baggrund, og navnet axia, som betyder værdi på græsk, var derfor oplagt for mig.

Uddannelse og erfaring

Jeg er uddannet psykolog fra AAU samt Københavns Universitet. Jeg har tidligere arbejdet som klinisk psykolog og udviklingsleder i en privat virksomhed. Jeg har ligeledes arbejdet som psykolog og faglig leder på et opholdssted samt en institution for udsatte og anbragte unge. Jeg har erfaring med professionelt bestyrelsesarbejde som tidligere medlem af Dansk Psykolog Forenings hovedbestyrelse. Dertil har jeg erfaring med iværksætteri, forretningsudvikling og kreative processer som stifter af tøjbrandet Idem Copenhagen, som jeg driver ved siden af mit virke i Axia. Det har sammenlagt givet mig bred organisatorisk, terapeutisk, ledelses- og forretningsmæssig erfaring og kompetencer.

Værdier

I mit arbejdsliv er to værdier særligt vigtige for mig; at forsøge at gøre en forskel og at være kreativ. De værdier fungerer som et kompas for mig og jeg forsøger at efterleve dem på forskellige måder. I tillæg til mit virke som psykolog, hvor jeg udlever de værdier, udfolder jeg også mit ønske om at gøre en forskel og min kreative virkelyst og håndværksmæssige skabertrang ved at lave mere bæredygtigt tøj under brandet Idem Copenhagen.